Novoland og Anmelderne
Lyt til denne uges afsnit af Podcastanbefalingen herover eller læs manus herunder:
Novoland
Novoland er en podcast fra Frihedsbrevet, der undersøger Danmarks største virksomhed Novo Nordisk.
Hvilken betydning har Novo Nordisk for Danmarks økonomi? Hvordan påvirker virksomheden vores syn på fedme og overvægt? Hvordan påvirker Novo Nordisk vores læger? Hvordan lobbyer de for deres medicin? Og hvor langt vil vores politikere gå for at tilfredsstille Novo Nordisk? Alt det og meget, meget mere får du svar på ved at høre Novoland fra Frihedsbrevet. I podcasten går de i hvert enkelt afsnit i dybden med et af spørgsmålene, og man kan virkelig mærke dedikationen og en stærk gennemgribende research på området fra journalisterne bag podcasten Mathias Blædel og Lasse Sandborg. Hvert afsnit er flot produceret med uddybende og fortællende speaks, underbyggende lyd og musik, men også interviews og meta-kommentarer om deres proces ved at undersøge Novo Nordisk. En stor anbefaling herfra hvis du ønsker at blive klogere på Danmarks største virksomhed, og hvordan de påvirker samfundet. Du lytter til Novoland hos Frihedsbrevet.
Anmelderne
Anmelderne er en kulturpodcast i et kort og stramt format, hvor den slagkraftige vært Mathias Hammer anmelder en film, bog, tv-serie eller lignende sammen med gæster, og afslutningsvis anbefaler noget andet, som behandler samme tema.
Jeg er ret vild med denne her podcast. Punktum. Der findes nemlig et hav af kulturpodcasts derude, men dét jeg virkelig godt kan lide ved ‘Anmelderne’ fra DR er, at du får serveret en analyse og anmeldelse af noget, som er oppe i tiden i et spiseligt format. Derudover så er det ikke kun andre klassiske anmeldere, som er inde i programmet, men i fx den seneste udgave i talende stund, så er der også en klimajournalist med inde for at anmelde Thomas Vinterbergs nye serie: Familier som vores. Det giver nemlig nogle andre faglige perspektiver i debatten om det der anmeldes, og det synes jeg er et super fedt greb, som de gør sig her. Derudover så er jeg glad for, at man ikke altid behøver at have set eller læst om det de anmelder, da man altid får et kort resumé om handlingen, så man er med, og man derfor hurtigt kan finde ud af, om det er noget, som man selv ville synes var interessant at høre mere om. Jeg kan desuden især virkelig godt lide Mathias Hammer, som er umådelig kritisk i sin tilgang til gæsterne, men ikke på en voldsom eller ubehagelig måde, og det synes jeg får nogle virkelig god svar ud af gæsterne, der medvirker. Afslutningsvis kan jeg også rigtig godt lide det afsluttende segment i podcasten, hvor gæsterne anbefaler andre ting, som har det samme tema som den bog, film eller tv-serie de anmelder. Virkelig god inspiration. Du kan lytte til Anmelderne i DR Lyd eller hvor du ellers lytter til dine podcasts.