Modern Love & Søstre

Lyt til det fulde afsnit af Podcastanbefalingen herover eller læs manuskriptet af mine anbefalinger herunder.

I dette afsnit vil jeg anbefale de to podcasts: Modern Love fra The New York Times og Søstre fra Podimo.

Modern Love

Lad os starte med Modern Love. En essayistisk podcast om kærlighed i alle former og farver. 

Kærlighed er essentiel for os mennesker. Og vi kan have kærlighed til mange mennesker og ting. Og det er noget af det jeg virkelig er vild med ved Modern Love, fordi det ikke kun handler om hvordan romantisk kærlighed opstår, men også kærligheden til en forælder, måske en ven eller også bliver der fortalt hvordan personlige oplevelser som fx skilsmisse kan håndteres. Der er en god blanding af smukke essays om kærlighed, der bliver læst op ad skribenterne, men også interviews med mere kendte mennesker, hvor de læser essays op eller deler deres oplevelser med fx hvordan det er at elske én, som kæmper for sit liv eller hvordan man gør op med kønsroller i dating. 

Modern Love er en evig go-to podcast, hvis mit podcast-feed løber tør, da man ikke behøver at lytte til den fra ende til anden, men kan høre afsnittene uafhængigt ad hinanden. Og der er altid et godt afsnit at hente, som jeg i hvert fald kan reflektere over, når det kommer til mit eget liv og mine relationer. Du kan lytte til Modern love på Apple Podcast, Spotify eller hvor du ellers lytter til dine podcasts. 

Links til Modern Love:

Spotify: https://open.spotify.com/episode/0XJfkMb0wvIFeiJxvgW2hg?si=c45f8fb2fe4f479a

Apple Podcasts: https://podcasts.apple.com/dk/podcast/modern-love/id1065559535


Søstre

Den kriminelle og hårde underverden er ofte domineret af mænd. Men det er noget podcasten ‘Søstre’ ønsker at gøre op med, hvor de fortæller stærke kvinders historie - både fra den kriminelle verden, men også fra de kvinder, der har levet et hårdt liv på kanten.  

Gribende historier, en personlig vært og gæster der stikker ud fra normen. Du får det hele med podcasten, Søstre, som pt kører på femte sæson med næsten 50 episoder. Mellissa Hussein er din dedikerede vært, som tydeligt brænder for emnet, da hun også selv har haft et voldsomt liv og især opvækst, samtidigt med at hun også har haft kendskab til bandemiljøet, da hendes bror blev slået ihjel, mens han var medlem af LTF også kendt som Loyal to Familia. Hendes medfølelse skinner derfor igennem til de kvinder der fortæller deres historier i programmet, samtidigt med at hun formår at stille de helt rigtige spørgsmål for at få så mange interessante vinkler med i programmet som muligt. Derudover så er det fængslende at høre de mange fortællinger fra de kvinder som medvirker, og vi får historier om alt fra at være på flugt fra en voldelig ekskæreste til hvordan man bliver headhuntet til prostitution eller noget helt tredje eller fjerde. Desuden er der både anonyme stemmer med, men også prominente, mere kendte navne som fx Nynne Larsen, Pernille Lotus eller Gina Jaqueline. Endnu en fed podcast man kan dyrke, hvis man savner at blive klogere på nogle af de lidt mørkere sider af tilværelsen, og hvordan man kan kæmpe sig frem til lyset igen på trods af hård modgang. Du kan lytte til Søstre på Podimo.

Her er link til Søstre: https://podimo.com/dk/shows/sostre

Sidsel Nørgaard