Du dør hvis du græder og Sweet Bobby

Lyt til ugens afsnit af Podcastanbefalingen herover, eller læs manuskriptet om anbefalingerne herunder.

Du dør hvis du græder

‘Du dør hvis du græder’ er en podcast med en meget dramatisk og poetisk titel, der handler om, hvad der sker, når man som menneske bliver ramt af sygdommen sclerose. Podcasten er lavet af talentet Sigurd Hartkorn Plaetner i samarbejde med JFM og Scleroseforeningen

En podcast om sclerose lyder umiddelbart som en hård podcast at lytte til, men da jeg så, at det var Sigurd Hartkorn Plaetner, som stod bag, var jeg ikke i tvivl om, at jeg skulle give den et lyt. Alt hvad jeg tidligere har hørt fra Sigurds hånd, har nemlig altid været utroligt fængende, da han har et helt særligt talent for at male billeder på nethinden for lytterne med mange livlige detaljer, der skaber refleksion og også tit genkendelse. Og ‘Du dør hvis du græder’ er bestemt ikke en undtagelse. Jeg føler mig både langt klogere på sclerose, men også beriget med mange forskellige menneskers historier og ikke mindst Sigurds egen historie fra han får konstateret sclerose til i dag, som han åbent og sårbart deler ud af, hvor han bl.a. Fortæller om sin flugt fra tanker om sygdommen til varmere, krydrede og mere alkoholiserede himmelstrøg. Hans egen historie var klart den der ramte mig hårdest i maven, så hvis du tænker, at der måske er en anelse for mange afsnit i serien, så snyd i det mindste ikke dig selv fra at høre hans historie, som er delt op over flere afsnit undervejs. Derudover så er de eksperter der medvirker langt fra tørre, men virkelig dygtige formidlere, så vær heller ikke bange for at høre, hvad de har at sige. Du lytter til ‘Du dør hvis du græder’, hvor du ellers lytter til dine podcasts. 

Sweet Bobby

Og vi bliver i de fortællende podcast, for nu skal vi til en sand, spændingspodcast om en svindler. Den næste podcast jeg vil anbefale er Sweet Bobby. 

Savner du en fed podcast at binge? Så er ‘Sweet Bobby’ en varm anbefaling fra mig. Podcasten handler om radioværten Kirat Assi, som bliver spundet ind i det vildeste net med over 60 forskellige karakterer, der slet ikke er hvad de giver sig ud for at være. Det her er en rigtig catfish-historie, hvor Kirat ender fuldkommen nedbrudt, og bl.a. Også bliver arbejdsløs pga. Denne her svindler. Fortællingen er så godt fortalt med en klar dramaturgi, flere dygtige fortællere, der kaster lys på denne vanvittige historie, der også involverer falske dødsfald og dødelige sygdomme. Dette er desuden historien om hvordan nære familiemedlemmer også kan have svært ved at håndtere sandheden, og hvordan man kan kontrollere et menneske i sådan en grad, at man mister al kontakt med virkeligheden. Som du måske kan høre, er jeg sparsom med detaljer omkring selve plottet, og det er kun fordi, jeg synes du skal opleve det selv, da podcasten er mættet med vilde aha-moments og cliffhangers, som gør at du absolut bliver nødt til at lytte videre - og de øjeblikke vil jeg selvfølgelig ikke afsløre her. Lyt i stedet til Sweet Bobby fra Tortoise, hvor du ellers finder dine podcasts. 

Sidsel Nørgaard