Alletiders fest og Vandvognen

Lyt til Podcastanbefalingen herover eller læs manuskriptet af denne uges anbefalinger herunder.

Alletiders fest

Alletiders fest er en historisk podcast, der inviterer dig med indenfor til nogle af danmarkshistoriens vildeste fester.

Det der opslugte mig ved Alletiders fest, det var, at jeg følte, at jeg var med til festen. Værterne Julie og Thomas gør nemlig stor stads ud af, at vi skal lade som om, at vi har det samme tøj på som menneskene dengang, vi skal spise det samme som de spiste, og vi skal drikke det samme som de drak. Så derfor har de også en kok med i programmet, som har haft gang i gryderne og serverer maden, mens vi er i gang med programmet - og det samme gælder den drink, som gæsterne typisk ville drikke på den tid, hvor afsnittet foregår.

Derudover er der et konstant lydtæppe, der understøtter festen, fx da vi er med til danmarkshistoriens dyreste fest på Christian d. 4.s tid, er der en konstant summen af lyd fra andre gæster, musik og fyrværkeri fra den tid. I samspil med en historisk ekspert er samtalen løs, uhøjtidelig, varm og indbydende, og derfor føler man sig som lytter i umådeligt godt selskab, og derfor er Alletiders fest virkelig en skøn lytteoplevelse, hvor man samtidigt bliver umådeligt klogere på fortidens historiske begivenheder og mennesker. Og det er altså historier der stadig sidder fast på min nethinde. Du kan lytte til Alletiders Fest fra Nationalmuseet, hvor du ellers lytter til dine podcasts. 


Vandvognen

Og nu er det tid til at forlade festen og blive ædru, fordi nu skal det handle om podcasten Vandvognen fra R8dio. En podcast hvor alkoholikere fortæller historier om deres misbrug, og hvordan de kom ud af det. 

Jeg er ny abonnent hos R8dio, og jeg må indrømme, at jeg nogle gange kan blive en smule forvirret, når jeg klikker ind på et nyt program, for når der er så mange satire-programmer hos dem, er det så ægte mennesker eller er det fiktion, som jeg nu skal til at lytte til? Med Vandvognen er jeg dog ikke i tvivl - her taler alkoholikerne Daniel Hoffe og Mark Brunsvig med danskere, som har kæmpet med alkoholmisbrug, og de deler ægte ud undervejs også med deres egne fortællinger - helt uden filter.

I Danmark er vi kendt for at have et højere alkoholindtag end mange andre lande i verden, faktisk så er cirka 140.000 danskere afhængige af alkohol og omkring 585.000 danskere har et skadeligt alkoholforbrug. Den alkoholkultur vi lever i, bliver vi særdeles klogere på i Vandvognen, hvor alle gæster heldigvis er kommet ud på den anden side af deres misbrug. Vi forstår nogle af de sociale dynamikker, der påvirker et alkoholmisbrug i den forkerte retning, og vi hører om hvor tragisk det kan gå, når alkoholens tåger kan drive mennesker ud i kriminalitet og ydmygende, ubehagelige situationer.

Vandvognen er en befriende, åben og ærlig podcast, som alle uanset alkoholforbrug bør lytte både for at forstå menneskets natur, når afhængigheden griber fat, men også for at lytte til nogle fængslende, detaljerige fortællinger fra åbne mennesker på den anden side af rusen. Du kan lytte til Vandvognen i R8dios app. 

Sidsel Nørgaard